Debatten op til folkeafstemningen var ganske ophidset, og der kom fra regeringens og erhvervslivet dystre spådomme om, hvordan det ville gå Danmark uden for euroen: Vi ville blive isolerede i EU, blive kørt ud på et sidespor, sat uden for indflydelse, vi ville få lavere økonomisk vækst og højere arbejdsløshed. Erhvervsfolk som Daniscos topchef Alf Duch-Pedersen og NeuroSearchs bestyrelsesformand Asger Aamund gav offentligt udtryk for, at et nej til euroen ville betyde færre udenlandske investeringer i Danmark.
Asger Aamund sagde ligefrem, at et euro-nej ville gøre Danmark til en slags "frilandsmuseum", fordi kapital og produktion ville søge andre steder hen.
Hvordan er det så gået for dansk økonomi de seneste ti år?
I hvert fald gået godt nok til at både Alf Duch-Pedersen og Asger Aamund stadig befinder sig i Danmark.
Nationalbankens opgørelse viser, at udlandets direkte investeringer i Danmark næsten er fordoblet siden 2000. Kun få måneder efter det danske nej til euroen besluttede et af verdens største medicinalfirmaer, det amerikanske Biogen, at bygge en stor fabrik i Danmark. Der var tale om den hidtil største udenlandske investering i Danmark. Biogen oplyste dengang, at man i slutfasen havde tre europæiske lande på kandidatlisten, nemlig Irland, Holland og Danmark.
Man valgte ingen af euro-landene (Irland og Holland) men altså Danmark. Begrundelse var, at Danmark har en kvalificeret og disciplineret arbejdskraft.
Finansverdenen har heller ikke troet på fordelene ved at have euroen som valuta. I hvert fald faldt aktiekurserne i Danmark ikke efter euro-nej'et for ti år siden. De steg faktisk! Og da aktiekurserne senere på efteråret faldt, var faldene mindre end i de fleste andre lande i Europa.
Blev Danmark kørt ud på et sidespor og isoleret? Det er svært at fastholde denne påstand efter at svenskerne ved en folkeafstemning i september 2003 også stemte nej til euroen.
Det var endda et større nej end det danske.
Er det siden gået dårligt for dansk og svensk økonomi? Alle kender svaret: Det er gået bedre - også med beskæftigelsen - end i euroområdet. Meningsmålinger i både Danmark og Sverige viser da også, at der også i dag er et flertal imod euroen.
Det er umuligt i dag at fastholde påstanden om, at danskerne skulle være specielt EU-negative. Ikke blot stemte svenskerne nej til euroen i 2003, men i 2005 stemte et flertal af vælgerne i både Frankrig og Holland nej til EU-forfatningstraktaten. Og i 2008 stemte Irland nej til forfatningstraktatens efterfølger, Lissabon-traktaten.
Argumentet om, at Danmark mister indflydelse ved at stå uden for euroen, er ikke særlig holdbart mere. Af to grunde.
Da vi stemte om euroen for ti år siden, udgjorde de 5,5 millioner danskere 1,8 pct. af folketallet af de dengang 11 euro-lande.
Fra 1. januar 2011 er antallet af eurolande oppe på 17, og vores folketal og økonomi udgør nu kun 1,1 pct. af den samlede euro-økonomi. På den baggrund er det efterhånden svært at hævde, at Danmark skulle få nogen nævneværdig indflydelse på pengepolitikken i eurozonen.
Hertil kommer det oversete forhold, at Det Europæiske Råd på et møde 13. marts 2003 i Bruxelles ændrede på den fremtidige beslutningsprocedure i eurobankens (ECB's) Styrelsesråd: Når antallet af euro-lande kommer op på 18, træder en kompliceret rotationsordning i kraft. Den indebærer, at lande af Danmarks størrelse i omkring halvdelen af tiden ikke vil sidde med ved bordet. Også som euro-medlem vil vi altså en stor del af tiden sidde uden for døren...
De forløbne ti år har vist, at det er dybt problematisk at have en fælles valuta og dermed en fælles rente i et område, der som euro-landene er så forskellige.
Således har Tyskland i det meste af perioden haft behov for en lavere rente for at få mere gang i den økonomiske vækst og få nedbragt den høje arbejdsløshed. Omvendt har Spanien haft brug for en højere rente for at bremse pris- og lønstigningerne og modvirke en overophedning af deres økonomier. Hvad gjorde eurobanken så? Den fastsatte renten et sted mellem de to yderpunkter - for høj for tyskerne og for lav for spanierne.
Resultat blev en unødig høj arbejdsløshed i Tyskland og unødig meget inflation i Spanien. Flere hundredetusinder tyskere har formentlig gået arbejdsløse på grund af den for høje rente som følge af Tysklands euro-medlemskab. Men det forstår almindelige mennesker selvsagt ikke.
Erfaringerne siden folkeafstemningen for ti år siden viser, at medlemskab af euroen ikke er nogen garanti mod alvorlig økonomisk krise.
Se blot på euro-landene Grækenland, Irland, Spanien og Portugal i dag (det er de lande, som økonomer i udlandet hånligt kaldes for "PIGS-landene", og som vores egen nationalbank nu betegner som "GISP-landene").
Enorme statslige underskud har bragt disse lande ud på kanten af en statsbankerot. For at forhindre dette har EU sammen med Den Internationale Valutafond måtte træde til med lån, som GISP-landene ikke ellers kunne få på de frie kapitalmarkeder. Og Euro-banken (ECB) har måttet opkøbe GISP-landenes statsobligationer, som ingen andre har lyst til at købe.
For økonomer har det hele tiden stået klart, at euroen ville føre til problemer. Alene dét forhold, at folk i euro-landene taler forskellige sprog, betyder, at landene ikke som de amerikanske stater i USA har et fælles arbejdsmarked.
Når det går dårligt med jobmulighederne i nogle stater i USA, flytter folk bare til andre stater, hvor der er arbejde at få. Dette sker ofte og uden de store problemer, fordi sproget er det samme i hele USA.
Men hvad gør grækerne, spanierne og portugiserne i dag, hvor krisen i deres lande har gjort dem arbejdsløse? De flytter ikke til Tyskland eller andre EU-lande, hvor der er jobmuligheder, for de kan ikke sproget og kan derfor ikke få noget ordentligt arbejde.
Men det er værre endnu. For takket være GISP-landenes euro-medlemskab kan de ikke devaluere og dermed hurtigt genskabe deres konkurrenceevne.
Samtlige GISP-landes hovedproblem er, at priser og lønninger gennem de sidste ti år er steget med op mod det dobbelte af priserne i et stærkt euro-land som Tyskland. Resultat: GISP-landene har fået enorme handelsunderskud. GISP-landenes befolkninger sidder i saksen og er tvunget gennem en langvarig en økonomisk kur, som bliver uset brutal: Fyringer og lønnedgang, højere pensionsalder samt skatte- og afgiftsforhøjelser - alt sammen på samme tid. GISP-landene er nødt til at gennemføre denne politik, for ellers stopper hjælpen fra Den Internationale Valutafond og fra EU. Sker det, har vi statsbankerotten i disse lande, og så kan hele euro-systemet ramle omkuld.
Finanskrisen førte til et kortvarig, men voldsomt pres på den danske krone i efteråret 2008. Denne valutakrise blev imidlertid overvundet af Nationalbanken i løbet af få måneder, og det skete uden nævneværdige problemer for erhvervslivet eller for almindelige mennesker. Massive støtteopkøb og en beskeden forhøjelse af renten fik pengene til at strømme tilbage til Danmark igen. Derfor kunne vi ret hurtigt sænke vores rente igen.
For euroen er finanskrisen blevet anderledes alvorlig. Den har bragt en række euro-lande (GISP-landene) ud på randen af en statsbankerot og har medført det værste, der kan ramme en valuta: Mistillid. Ingen nationaløkonomer tror længere på, at euroen kan overleve i sin nuværende form.